Hele 2025 har jeg haft lidt svært ved at føle samme inspiration og lyst til at male. Jeg havde glemt at lege. Derfor besluttede jeg at stoppe med udstillinger for en tid, og i stedet lave alt muligt andet kreativt for at finde inspirationen igen. Det har været alt fra papirblomster, trædrejning, papirler, skulpturer i pap til portrætmaling. Og det har været SÅ sjovt. Efter jeg flyttede til Gilleleje er jeg startet på Kunsthus 14, hvor jeg maler en gang om ugen og på det gamle posthus hvor jeg tegner portrættegning en gang om ugen.
Jeg har elsket at male med olie og kold voks, men nu forsøger jeg at blive venner med akrylmalingen, da det er noget mindre giftigt at have med at gøre. Men det er en helt anden måde at male på med de korte tørretider. Lige nu maler jeg naturalistisk for en tid for at øve mig i den del. Mit ønske er at finde min egen måde at kombinere det abstrakte, de rå overflader jeg elsker og det naturalistiske på en måde, så jeg finder det interessant.




Det var igen i år fantastisk søde og talentfulde mennesker – virkeligt inspirerende selskab.


